JON KRISTMUNDSSON

Jon Kristmundsson er, som navnet måske antyder, islænding af oprindelse. I 1966 lærte han at spille skak af sin fætter, som Jon kalder sin inspirationskilde.


En anden stor inspirationskilde var det legendariske VM i skak i 1972 mellem Bobby Fischer og Boris Spasskij, der netop fandt sted i Island. Et VM der ofte betegnes som århundredets match og som for Jon gjorde, at han blev meget politisk inspireret, fordi matchen havde masser af utvetydige politiske undertoner midt i Den Kolde Krig.


Første gang, Jon optrådte i skakklub, var i 1982, hvor han startede i Jerne Skakklub i Esbjerg (hvilket fantastisk navn til en skakklub...). I 1985 var Jon kommet til Plutteøen (Lolland for de ikke dialektkyndige...), hvor han så startede i den hedengangne Nysted Skakklub. Da Sydøstlolland Skakklub blev startet i 2003 var Jon med fra dag 1, og han er selvfølgelig fulgt med over i Guldborgsund Skakklub.


Fra VM-matchen lærte Jon også af Bobby Fischer, at det var en dyd at komme for sent - noget han siden har praktiseret med stor ihærdighed og til tider stort held.


I skakklubben har vi lært Jon at kende som en særdeles giftig herre på brættet. Han har haft samtlige 1.-holdsspillere ude i tovene og vundet over flere af dem. Derfor er der generelt stor undren over, at Jon som regel "fumler rundt" nede i den lavere ende af ratinglisten. Så mange gange har han da heller ikke tabt på en tændt mobiltelefon!!...


Jons livsmotto er: "Skak er svært!". Og det er vi vist flere, der kan skrive under på.


Når Jon ikke går (for sent) til skak, er han folkepensionist efter et langt arbejdsliv som socialrådgiver, senest i Guldborgsund Kommune.