Pokalturneringen er en hurtigskakturnering for 4-mands hold.
Først skal man til et kvalifikationsstævne i 2. HK, hvorfra nr. 1 + 2 går videre til finalen et andet sted i Danmark (som regel Fyn).
Begge stævner er 1-dags stævner.
Kvalifikationsstævne i 2. HK
For 2. år i træk stillede vi med et fælleshold fra Guldborgsund, men det er jo kun et spørgsmål om få måneder, før det ikke er et fælleshold mere men én klub. Jeg tror vi alle sammen allerede regner os for én klub, men teknisk set er det jo stadig et fælleshold...
Afsted til Sorø gik det i Jakobs elektriske VW med Jakob, Michael, Willy og undertegnede indeni. Vi stillede op i bredderækken, hvor holdets gennemsnitsrating ikke må overstige 1800. Det gjorde det heller ikke - vi holdt os lige under med 1792... Dermed var vi nok et af favoritholdene og så også os selv som sådan, så vi gik benhårdt efter at bruge pinsedag på finalen i Middelfart.
Vores holdopstilling var som følger:
1. bræt Sigurd
2. bræt Michael
3. bræt Willy
4. bræt Jakob
Vores første modstander var Nykøbing S., og det skulle vise sig at blive et topopgør allerede i 1. runde. Michael og Willy henholdsvis vandt og tabte deres ratingmæssigt helt lige opgør, mens Jakob vandt en pligtsejr på 4. bræt. Jeg fik selv revanche fra holdturneringen, da jeg vandt over Michael Lynge med 1946. Min modstander kunne ikke holde styr på mine 2 springere i slutspillet, og deres samspil kostede ham et tårn. 3-1 var et rigtig godt udgangspunkt.
De 4 musketerer fra Guldborgsunds pokalhold ved stævnestart.
Fra venstre er det Sigurd Marthendal, Michael Nielsen, Willy Saugmann og Jakob Bjerregaard.
Det holdt desværre ikke så længe, for allerede i 2. runde rendte vi ind i Holbæk 1, og det skulle vise sig at være turneringens 2. topopgør. Vi tabte med omvendte cifre 1-3, og jeg kan ikke huske, hvem der hev pointet hjem, men det var ikke mig.
Med en lammetævende 4-0 sejr over Korsør i 3. runde var vi tilbage i topstriden, og så var det tid til frokost - 2 pølser med brød + en sodavand😁.
Efter frokost var det Sorøs tur. De havde valgt holdsætning med to mesterspillere med 1950+ suppleret med 2 mere overkommelige spillere i bunden. Desværre snublede Jakob i sit parti, men til gengæld vandt jeg på 1. brættet. Jeg fik en merbonde, og den holdt hele vejen hjem. Willy vandt på 3. brættet, mens Michael måtte ned. 2-2.
Vi var stadig med fremme og skulle nu ud i et lokalopgør mod Maribo i 5. runde. Ved introen inden turneringsstart havde dommeren gjort det klart, at ulovligt træk ville betyde øjeblikkeligt tab. Den mulighed løb jeg ind i mod Henrik Sandberg, da han valgte at slå skråt baglæns med sit tårn!? Desværre var jeg alt for hurtigt ude med min protest, for Henrik havde ikke trykket på sit ur endnu og dermed ikke færdiggjort sit træk, og da han samtidig stod i skak kunne han derfor udføre et andet træk, og så endte jeg med at tabe. Havde jeg dog bare holdt min kæft til han havde trykket på uret, så havde vi fået et uafgjort resultat, I stedet tabte vi 1-3, og jeg kan heller ikke her huske, hvem der vandt for os.
I sidste runde skulle vi møde Holbæk 2. Med en storsejr var der stadig håb om finaleplads, men sådan gik det ikke. Jeg blev tilbudt remis, men et kig ned over de andre brætter gjorde det klart, at Jakob i hvert fald stod tykt til tab, og jeg valgte derfor at spille videre, hvilket jeg ikke skulle have gjort. Da Jakob på mirakuløs vis hev en remis hjem med tårn mod dronning, var det for sent for mit vedkommende. Da havde jeg sat stillingen over styr. Willy og Michael vandt, så 2½-1½ til os.
Slutresultatet blev en 4. plads med 13½ point kun 1 point fra en delt 2. plads. Det blev Nykøbing S. og Holbæk 1, der satte sig på finalepladserne. Nyk. S. dog først på korrektion, hvor Maribo blev sorteper og fik 3. pladsen.
Man kan jo aldrig placere et "ansvar" for et resultat i en holdkamp, for alle kunne jo have spillet anderledes, men personligt ærgrer jeg mig da over, at jeg ikke ventede 1 sekund på, at Henrik fik trykket på sit ur, og at jeg ikke tog imod den tilbudte remis i sidste runde. Det havde været nok til en delt 1. plads...
De individuelle scorer blev:
Sigurd 3
Michael 3½
Willy 3½
Jakob 3½.
Alle fik altså min. 50 %, så det hjalp lidt på humøret på hjemturen.
- Sigurd.
Kvalifikationsstævne i 2. HK
I år forsøgte vi at gentage succesen fra holdturneringen og stille med et fælleshold fra Guldborgsund i Pokalturneringen. Det lykkedes os at finde 5 villige spillere, men inden dagen oprandt, sprang Jens fra, da han lige havde et utæt hus, han skal have styr på.
4 spillere er også nok, men så er vi da også på alle sammen hele tiden. Afsted til Sorø gik det i Willys Skoda-flyder af en bil med Jakob, Brian, Willy og undertegnede indeni. Vi stillede op i bredderækken, hvor holdets gennemsnitsrating ikke må overstige 1800. Vi var bestemt ikke ratingfavoritter, men havde heller ikke et ueffent hold, så drømmen om finalen i Svendborg var ikke en urealistisk motivationsfaktor.
De 4 musketerer fra Guldborgsunds pokalhold ved præmieuddelingen.
Fra venstre er det Brian Rosenberg, Willy Saugmann, Jakob Bjerregaard og Sigurd Marthendal.
Vel ankommet til Sorø var noget af det første, vi erfarede, at finalen var flyttet til Skanderborg!! Pokkers til forskel fra "bare lige" at tage færgen over.
Nå - men til skakken... Vores holdopstilling var som følger:
1. bræt Sigurd
2. bræt Willy
3. bræt Jakob
4. bræt Brian
Vores første modstander var Præstø, og det gav en fremragende start, hvor ingen af os tabte. Godt nok blev undertegnede udsat for tyveri ved højlys dag, da Morten fra Præstø tryllede en evigskak frem i en fuldstændig tabt stilling. Men 3-1 var et godt udgangspunkt.
Det holdt desværre ikke så længe, for allerede i 2. runde blev cifrene byttet rundt, da vi tabte til de senere vindere fra Sorø. Således bragt ned på jorden igen fik vi et uafgjort resultat mod Køge 2 og lå dermed halvvejs i turneringen på en delt 5. plads.
Det blev der ændret på efter frokosten, hvor Holbæk 2 fik en øretæve på hele 3½-½. Undertegnede fik endelig en sejr på øretævernes holdeplads. I 5. runde stod der så igen Holbæk på menuen, men denne gang 1.-holdet. De blev også slået, men dog knap så stort - 2½-1½.
Med de 2 seneste sejre var vi pludselig med helt fremme og skulle spille om finalepladser. Modstanderen i sidste runde var dog frygtindgydende Næstved med Mikkel Strange (ca. 2300) og Nicklas Winther-Jørgensen (ca. 2100) på de øverste brætter. På forhånd var det klart, at Næstved-holdet ikke kunne kvalificere sig, da deres ratingsnit var blevet for højt, fordi en af deres spillere var udeblevet. Men derfor skulle vi jo spille mod dem alligevel. Det gik hverken værre eller bedre end, at vi tilføjede Næstved deres eneste nederlag, da vi vandt 2½-1½. Willy fik skovlen under Nicklas på 2. brættet, Brian vandt i sikker stil, og Jakob valgte en taktisk remis for at sikre holdsejren. Jeg selv spillede et godt parti mod Mikkel Strange, og Brian beskrev det efterfølgende sådan i en mail: "Sigurd gav en +2300-spiller seriøs sved på panden!". Men sved eller ej - jeg tabte alligevel.
Slutresultatet blev en 2. plads til Guldborgsund med 14½ point kun ½ point efter vinderne fra Sorø og med 1 point ned til Næstved på 3. pladsen. Et særdeles flot resultat som kom i hus, fordi alle vores spillere overpræsterede. Jeg selv fik 1 sejr og 2 x remis mod udelukkende højere ratede spillere, og Jakob gik ubesejret gennem turneringen.
De individuelle scorer blev:
Sigurd 2
Willy 4,
Jakob 5 (og turneringens topscorer på 3. brættet)
Brian 3½.
Med en 2. plads kvalificerede vi os til pokalfinalen, men vi valgte efterfølgende at trække vores hold fra finalen pga. den lange afstand til Skanderborg. Det kom desværre ikke til at hænge sammen. Næste år håber vi, at finalen er tilbage i Svendborg.
Sigurd.
Hvor
Ældre Sagens Hus
Skovalléen 32 A
4800 Nykøbing F.
Hvornår
Tirsdage (september - maj):
Kl. 14-16 - Skak i Ældre Sagen
Kl. 17.30 - Begyndertræning
Kl. 19.00 - Klubaften
Kontakt
Formand:
Jens Peter Petersen
Email: formand@guldskak.dk
Mobil: 23 39 55 03
Kasserer:
Svend Aage Hansen
Email: kasserer@guldskak.dk
Tlf: 23 37 99 67
Webmaster:
Sigurd Marthendal
Email: webmaster@guldskak.dk
Mobil: 93 95 79 63