GULDBORGSUND SKAKKLUB

1. runde.

Vi var 40 tilmeldte i vores 50+ gruppe, hvor jeg havde startnummer 17. Det vil sige, jeg for anden gang på mine udlandsodysséer skulle spille nedad mod en spiller med 1566 i rating. Der skulle en pligtsejr på bordet også selvom jeg skulle have sort.

Min modstander valgte en meget solid opstilling og stillede sig yderligere lidt unødig passivt op med de hvide brikker. Det gav mig på den ene side ikke store udfordringer med at manøvrere mine officerer til lidt bedre placeringer, men på den anden side lidt svære vilkår med at bryde ligestillingen. Så jeg havde ingen fordel, da min modstander pludselig vælger et lidt (for) ambitiøst bondefremstød i midtspillet, som kunne give mig lidt at bide i. Og da han få træk senere tillige satte en officer direkte i slag og opgav, inden jeg kunne nå at slå den, fik jeg lidt lettere spil, end jeg nok havde fortjent uden at have ydet så meget.

2. runde.

I anden runde skulle jeg med de hvide brikker møde en CM med 2000 i rating. Titlen, og hans ELO-chart, indikerer at han har en fortid med et noget højere ratingtal på over 2300. Respekten og et enkelt af min modstanders træk, fik en vis indflydelse på uret, som blev afgørende.

I diagrammet har min modstander lige spillet det tematiske kongeindiske træk e7-e5.

Og her så jeg min chance. Jeg slår bonden med min bonde og håber på, han slår igen med springeren, som er ret ”naturligt”. Som håbet, så gjort. Jeg slår straks springeren med min løber på f4, han slår igen med løberen på g7, hvorefter jeg får mulighed for at gennemføre bondefremstødene f3-f4-f5, som midlertidigt ofrer en bonde, men som splitter hans kongestilling til gevinststilling. Men han vælger at returnere løberen til g7 frem for at bytte på c3.

Og her var det så tiden spillede ind. På trods af en overvældende stilling får jeg overset de taktiske komplikationer til gevinstførelsen, så det mundede ud i et vundet slutspil. Som jeg så også formøblede i tidnøden, da jeg valgte at trække remiskortet ved at afvikle til en remisstilling, hvor vi begge var tvunget til passivt spil uden muligheder for at gøre fremskridt uden at tabe. Lidt ærgerlig remis, men ok med 1½ point efter to runder.

3. runde.

I 3. runde skulle jeg havde sort imod en spiller med 1939. Han spillede en ret tam udgave af dronninggambit, hvor løberen på c1 aldrig kommer ud på kongefløjen, og partiet var aldrig ud over remisgrænsen, selvom jeg stille og roligt fik placeret mine officerer bedre end hans. Jeg kom så langt, at jeg var begyndt at få undermineret hans bønder på kongefløjen.

I diagrammet ”knækker” han med springer til d5. Min modstander fremhævde efter partiet trækket som ”genialt” og et, der reddede ham. Jeg var under partiet helt overbevist om, at nu var det slut for ham. Den elektroniske dommer er imidlertid helt enig med mig!! Der dømmes 0-1 til sort.

Hvad vi ikke er enige i er, hvordan det er vundet for sort – og det er en væsentlig detalje. Jeg slår hans springer med løberen og han slår min sortfeltede løber. Jeg slår hans bonde på f3 med skak, og den kan ikke slås igen grundet e4-bonden. Hertil er silikone-monsteret helt enig med mig. Men min springer på b6 hænger, så jeg vælger det naturlige Sc4?? Det rigtige er Sg4+. Der skal regnes noget for at se gevinsten, men temaet er at mit tårn på d8 kigger på hvids to officerer i d-linjen samt at bonden på e4 er svag og jeg efter Sg4+ har den vigtige ressource i f7-f5 (som jeg ikke så under partiet). Bonden dækker sorte officerer som i forskellige varianter står på g4 og/eller e4.

Jeg så som sagt ikke muligheden med f7-f5, så jeg spillede det i situationen lidt mere naturlige Sc4+. Det redder min springer på b6, men munder ud i et helt lige slutspil med uligefarvede løbere og et tårn til hver. Selvom han havde lidt initiativ, var partiet tykt remis, hvis ikke det var fordi, jeg bommede på det groveste. Og så befandt jeg mig i et knapt så lige slutspil med 2 bønder mindre end min modstander. Og da disse bønder var to sammenhængende fribønder, var der ikke meget at gøre ud over at ærgre sig over at have smidt en klar remis væk og gå fra partiet med en følelse af, at det skulle have været et helt point til mig.

4. runde.

I 4. runde skulle jeg desværre ned og skrabe ratingbunden, idet jeg med hvid skulle møde en på 1634. Han bød ”som ventet” (hvis man kan tillade sig at sige det) ikke på de store udfordringer. Jeg fik stille og roligt forbedret stillingen, så jeg kunne lave de kritiske bondefremstød. Og jeg finder en bonde. I et tårn/løber slutspil med en bonde nede og hvor hans løber var dømt til at forsvare en dårlig bonde, knækkede min modstander lidt hurtigere end nødvendigt, da han havde udsigt til at tabe bonde nr. 2.

5. runde.

5. runde bød på en modstander med næsten 2000 og en fortid på 2200+. Det blev et parti der bølgede lidt frem og tilbage med chancer og forspildte muligheder til begge spillere.

Jeg lagde ret aggressivt ud med de hvide brikker og fik hurtigt og lidt for optimistisk skubbet h-bonden frem og løftet tårnet fra h1-h3-g3, så det kiggede ned mod den sorte konge. Stillingen blev noget kompliceret, så det var ikke uden risiko med den strategi. Det gav nogle muligheder, men skal sandheden frem, så havde min modstander nok de bedste chancer og muligheder. Og vi kom da også ind i en stilling, hvor min modstander havde muligheden for at plukke mig helt. Men vi var grundet partiets kompleksitet begge i lettere tidnød, så jeg slap af krogen. I stedet kommer vi ind i en masse afbytninger og havner i stillingen til venstre efter 30. træk.

Vi var begge noget presset på tiden, men jeg havde, før jeg indgik i alle slagudvekslingerne, stillingen kortvarigt på det mentale analysebræt og tænkt, at hvis den stilling opstår, skal jeg lige kigge nærmere på h-bonden og hans springer. Grafikken viser hvorfor!!

Nu når stillingen er opstået, så er det vel bare at spille h4-h5 og så er det slut??

Slut ja! Men jeg får helt overanalyseret stillingen og i forvirringen ”glemt” det vindende træk, da jeg sulten får øje på den sorte b-bonde, der også står og tigger om at blive nakket. Så med en ide med at placere tårnene på b4 og a5 og bruge løberen til at holde et af hans tårne væk fra b-linjen, flyttede jeg Tg4? i stedet for h-bonden. Gud fader.

Altså! Skak er ikke let, men nogle gange tænker man virkelig for meget og gør spillet sværere, end det er. Hvornår fa…. lærer man det spil?

Partiet mundede ud i remis efter yderligere nogle mere eller mindre alvorlige skønhedsfejl fra begge spillere, hvor jeg i slutstillingen sad tilbage med konge/tårn mod konge/tårn og en g-bonde. Han prøvede længe at vinde det, afslog remis, men måtte til sidst erkende, at jeg trods alt kendte teknikken til at holde det.

6. runde.

I 6. runde skulle jeg med sort møde en, som havde en smule over 1900. På papiret en lige kamp – og en kamp jeg med gråd og tårer i øjnene vil komme til at tænke på i lang tid.

Vi kom ind i Katalansk, hvor jeg på dagen vælger en Stonewall-agtig opstilling. Og i 12. træk spiller min modstander f2-f3 så stillingen til venstre opstår.

Min intuition sagde straks, at det måtte være en fejl (det siger min elektroniske rygklapper også ). Jeg skulle så bruge lidt tid til at finde ud af hvorfor og kom frem til, at det måtte være på grund at bønderne på c4 og d4, som kunne komme i skudlinjen, hvis man får sammenkogt nogle rigtige træk. Efter yderligere lidt tænkepause formede pilene på brættet sig så i hovedet (eller noget i den stil), og tilført lidt matematik finder man ud af, at jeg vil sidde tilbage med en sund merbonde på c4.

En alternativ plan, der kunne forme sig undervejs, var at bryde med e6-e5 med lige spil (også godkendt af Stockfish). Det var selv sagt lidt kompliceret, da man jo godt kan have overset noget, så det var bare at springe ud i det og finde ud af, hvorvidt modstanderen fulgte trop. Efter yderligere nogle træk kommer stillingen til højre så på brættet.

Og det var jo lige det jeg skulle frem til. Nu giver b7-b5 en ”rigtig god stilling for sort” i Stockfish-sprog.

Efter partiafslutningen kan jeg stadig ikke huske, hvad jeg pludselig havde fået øje på, som ikke var så godt. Nok fordi der ikke er noget! Men af en eller anden uforklarlig årsag får jeg gummiarm og spiller e6-e5?? i stedet for b7-b5. Et træk computeren syntes, jeg skulle have spillet tidligere i varianten, men som den bestemt ikke kan lide nu. Og af god grund. Efter afbytning på e5 og hvids springerslag på c4 er sort færdig allerede efter 19 træk. Jeg valgte at bruge næsten al min betænkningstid på af finde en redning, men det lykkedes ikke. Faktisk fandt jeg kun genvejen til tab, så det var slut få træk senere. ØV! Det var anden gang i denne turnering, at jeg ikke gennemførte min plan, som mere eller mindre fører til let eller vundet spil. Er det alderen, der trykker eller bare dårlig skakform…? Hvorom alting er, så var Jakob tæt på at se, en voksen mand græde, da vi bagefter sad over de obligatoriske øl.

7. runde.

Sidste runde blev en fuser af flere årsager. Jeg skulle møde en dame med lidt over 1700 i rating, og der skulle ikke udvises nogen former for ”gentlemanship”! Fyldt af undertrykt kampgejst måtte jeg erfare, at hun samme morgen havde meldt sig syg, og runden kunne ikke nå at blive omlagt. Så jeg vandt uden kamp. Lidt flad fornemmelse at skulle vente på Jakob, der havde mulighed for at få 3. plads, hvis han vandt. Det gjorde han så, men korrektionen gjorde, at han kun fik en 4. plads. Og så startede det groteske.

Vi havde fået at vide at der ville være præmieoverrækkelse efter sidste parti var afviklet. Og da det parti netop havde betydning for placeringerne, var det jo bare at vente. Det sluttede så, og med ovennævnte resultat for Jakob. Men da præmieoverrækkelsen trak ud, spurgte vi, hvornår det ville være, for vi skulle nå færgen i Rostock og begyndte at have lidt travlt. Vi fik svaret, at der ville først være præmieoverrækkelse, når 65+ gruppen også var færdig. Tysk hurlumhej – der skal være stil over det! Og bestemt fint for det! Der var kræset om setup’et.

Lidt forsigtigt spurgte vi, om Jakob kunne få sin præmie nu. Vi skulle som sagt nå en færge. Og efter lidt frem og tilbage – nej, der blev til ja - fordi der var en venlig arrangør, der syntes, det var ok, hvis bare han måtte få et foto af Jakob med præmien. Og da den løsning var ved at blive implementeret, trådte hovedturneringslederen lige i karakter: ”DER BLIVER INGEN PRÆMIEUDDELING FØR SIDSTE PARTI I 65+ ER AFSLUTTET!!! OG ER MAN IKKE TIL STEDE, FÅR MAN INGEN PRÆMIE!!!”

Man kunne næsten høre støvletrampene – stilen var i hvert fald lagt. Jakob besluttede at det ikke var risikoen værd at misse færgen for en 4. præmie, så turen gik hjem uden præmier til nogen af os.

Og alligevel. Jakob fik faktisk en flot 1. præmie i lynturneringen, som var afholdt nogle dage tidligere. I parentes nævnt slog han hovedturneringslederen, hvor Jakob i en håbløst tabt stilling gaflede turneringslederens dronning og vandt. Resten af aftenen så modstanderen noget olm ud, men det havde sikkert ingen relation til ovennævnte ufleksible og lidt urimelige opførsel nogle dage senere…

Min placering. Det blev en 14. plads med 4 point. Lidt bedre end startplaceringen men bestemt ikke godkendt. Der var nogle grimme og unødvendige svipsere undervejs. De værste fejl, man efter min mening kan lave i skak, er IKKE at lave de gode og til tider vindende træk, man møjsomt har regnet sig frem til. Uforklarligt.

Men turen blev vanen tro trods alt en god tur i godt selskab og bestemt hyggelig turnering bortset fra ham turneringslederens ”hjerneblødning” til sidst.