JENS PETER PETERSEN

Jens Peter Petersen er en gammel rotte i skak-faget. Han lærte at spille skak i 1968 af en legekammerat, hvis far tilfældigvis var formand for Stege Skakklub, så vupti - her startede Jens året efter. Her spillede Jens indtil læreruddannelsen kaldte i Vordingborg i 1976, og dermed blev skak-teltpælene også rykket til studiebyen. I 1981-83 fik Ringsted kortvarigt glæde af Jens' tilstedeværelse, inden han i 1983 slog sig ned i Toreby og meldte sig ind i SK 1934, som efter fusion og navneændring blev til Nykøbing Falster Skakklub. I denne klub bestred Jens i en periode kassererposten.


Dengang 2. HK udgav et kredsblad i papirformat, var Jens en overgang redaktør.


I 2008 kom Jens til Sydøstlolland Skakklub og 2 år efter overtog han formandposten, som han med sit rolige væsen og diplomatiske sans (samt en god portion humor) var som skræddersyet til. Han har om nogen været med til at sætte Sydøstlolland Skakklub på det skaklige danmarkskort ved sin initiativrigdom og opfindsomhed hvad angår turneringer og turneringformer. Bl.a. skal det nævnes, at Jens var initiativtager og primusmotor for de 2 afviklinger af Fuglsang Cup.


Jens har altid været at finde blandt klubbens stærkeste spillere, men først i 2013 beviste han det endegyldigt ved at vinde klubmesterskabet i SLS for første gang.


Ved sammenlægningen mellem de 2 klubber i 2024 var Jens det naturlige valg som formand for den nye klub: Guldborgsund Skakklub.


Jens er uddannet skakdommer og gør et stort arbejde med arrangement og ledelse af vores interne og eksterne turneringer.


I sit civile liv er Jens efterlønner efter i en menneskealder at have været først lærer, siden souschef og til sidst leder af kommunens sprog- og integrationscenter.